Elis, det nordvestligste landskab på Peloponnes, beboet af eleerne, hvis sprog tilhørte den nordvestgræske dialektgruppe. Kerneområdet var den frugtbare dal omkring floden Peneios' nedre løb, men eleerne underlagde sig i arkaisk og klassisk tid naboområderne: Pisatis med helligdommen Olympia ved floden Alfeios (ca. 570 f.Kr.), Trifylien med bystaten Lepreon ved floden Neda (ca. 450 f.Kr.) og Akroreia ved Peneios' øvre løb ind mod Achaia og Arkadien.

Landskabets vigtigste by hed ligeledes Elis. Den var det befolkningsmæssige centrum for en bystat, som i arkaisk tid havde sit politiske centrum i Olympia; i 471 f.Kr. blev byens befolkning flerdoblet ved indflytning af befolkningen fra en række mindre byer og landsbyer, og samtidig blev byen Elis gjort til bystatens politiske centrum. Elis herskede over mange mindre bystater, der ligesom i Lakonien kaldtes for perioik-bystater, poleis perioikides.

Elis var medlem af Det Peloponnesiske Forbund og kæmpede under Perserkrigen på grækernes side. Under Den Peloponnesiske Krig var Elis først allieret med Sparta, men siden hen neutral. Efter en krig med Sparta ca. 400 f.Kr. blev Elis tvunget til at frigive alle sine perioik-stater, men vandt dem tilbage efter spartanernes nederlag ved Leuktra i 371 f.Kr. Efter en krig med Arkadien i 365-63 måtte Elis en overgang give afkald på overhøjheden over Olympia. I hellenistisk tid var Elis først medlem af Det Aitoliske Forbund, men fra 191 f.Kr. tilsluttet Det Achaiske Forbund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig