Elias Bredsdorff

Faktaboks

Elias Bredsdorff
født:
1912
død:
2002

Elias Bredsdorff, 1912-2002, dansk litteraturforsker, som - med hjemmebase i Cambridge University, England i årene 1949-79 - har ydet en mangesidet indsats for udbredelsen af kendskabet til dansk kultur og litteratur i udlandet. Hans engelsksprogede Hans Christian Andersen 1805-75 (1975) er oversat til bl.a. tysk, fransk og japansk.

Helt fra studieårene i 1930'erne var Elias Bredsdorff engageret på den socialistiske front i dansk kulturliv; med en pause i 1937 var han sekretær i foreningen Frisindet Kulturkamp 1935-39. Under den tyske besættelse af Danmark var han aktiv i det illegale modstandsarbejde og måtte i 1943 gå under jorden; fra 1943 var han medlem af Frit Danmarks hovedledelse.

Som litteraturforsker har han markeret sig ved vægtige dokumentariske arbejder om det moderne gennembrud, heriblandt disputatsen om Henrik Pontoppidan og Georg Brandes (1964) og Den store nordiske krig om seksualmoralen (1973). Han fortalte om sin opvækst i erindringsbogen Højskolebarnet (2000) og fejrede 2002 sin 90-årsdag med artikeludvalget Gensyn med fortiden. Udvalgte artikler 1933-2000.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig