Elfenbenskysten. Der gik 25 år, fra Elfenbenskysten blev fransk koloni, til franskmændene havde fået kontrol med området. Den indædte modstand fra bl.a. baouléfolket og abbeyfolket var især vendt mod tvangsarbejde og senere tvangsudskrivningen af indfødte soldater til 1. Verdenskrig. Oprørene blev dog slået ned. Her ses abbeys overgivelse til franskmændene i 1910, som den blev fremstillet i Le Petit Journal samme år.

.

Elfenbenskysten - historie, Elfenbenskysten havde oprindelig en række isolerede befolkninger. I 1000-t. oprettede sénoufolket det lille kongerige Kong i den nordlige del af landet. Kong blev senere muslimsk. Fra ca. 1200 indvandrede akanfolkets forfædre. Akanfolkene baoulé og agni oprettede i 1700-t. et par mindre kongeriger, der blev opløst i slutningen af 1800-t.

Det var handelen med elfenben, som trak europæerne til området, og fra 1600-t. oprettede franskmænd handelsstationer ved kysten. Efterhånden blev handelen med elfenben afløst af slavehandel. I 1800-t. koloniseredes indlandet, og i 1893 blev området trods voldsomme protester fra især baoulé erklæret for fransk koloni. Først i 1918 havde Frankrig opnået endelig kontrol med Elfenbenskysten inklusive det nuværende Burkina Faso, som først blev særskilt koloni i 1947.

Elfenbenskystens dominerende politiker fra 1945 var Félix Houphouët-Boigny, som var medstifter af Parti démocratique de la Côte d'Ivoire (PDCI). PDCI var allerede ved selvstændigheden den 7. august 1960 Elfenbenskystens altdominerende parti, og Houphouët-Boigny blev valgt til præsident. Han gjorde landet til en etpartistat og bevarede den nære tilknytning til Frankrig.

Houphouët-Boignys styre var særdeles enevældigt, men prægedes af politisk stabilitet og økonomisk succes. I 1980'erne medførte en økonomisk krise imidlertid omfattende politisk uro, og i 1990 måtte Houphouët-Boigny nødtvungent legalisere oppositionens partier. Han blev dog genvalgt som præsident samme år, og PDCI forblev det dominerende parti.

Oppositionen kommer især fra studenterorganisationer og fagforeninger, der er utilfredse med bl.a. de økonomiske stramninger. Houphouët-Boigny døde i december 1993 og blev efterfulgt af Konan Bédié, som i april 1994 blev formand for PDCI. Den fortsatte økonomiske krise, splittelse i PDCI og oppositionens kritik af bl.a. en omdiskuteret valglov bidrager til en politisk atmosfære præget af vold. Ved præsidentvalget oktober 1995 fik Bédié over 90% af stemmerne.

I 1999 blev præsident Bédié (f. 1934) væltet ved et militærkup under ledelse af Robert Gueï (1941-2002). Ved valget i 2000 blev Gueï slået af Laurent Gbagbo; Gueï søgte at forsinke stemmeoptællingen, og først efter voldsomme folkelige protester og uroligheder blev Gbagbo indsat. I januar 2001 blev et mytteri i hæren nedkæmpet, og senere på måneden var der voldsom politisk uro i forbindelse med et parlamentsvalg. Et nyt hærmytteri brød ud i september 2002. Under de blodige uroligheder blev Gueï dræbt.

Urolighederne, der begyndte efter valget i 2000, udviklede sig til borgerkrigslignende tilstande, og landet har siden 2002 reelt været delt i en sydlig del under regeringens kontrol og en nordlig under de fortrinsvis muslimske oprøreres kontrol. I 2003 blev der efter fransk mægling indgået våbenhvile, men uroen fortsatte, og i foråret 2004 indsatte FN fredsbevarende styrker i landet. Præsident Gbagbo var imidlertid utilfreds med den tidligere kolonimagt Frankrigs rolle, og voldsomme anti-franske protester brød ud, efter at Elfenbenskysten i et luftangreb dræbte ni franske soldater, hvorefter Frankrig på det nærmeste tilintetgjorde hele Elfenbenskystens luftvåben. Det planlagte præsidentvalg blev i 2005 udsat af Gbagbo til 2006. I 2006 udsattes valget med støtte fra FN til 2007 pga. manglende afvæbning af militser på begge sider samt problemer med vælgerregistreringen.

Landet oplevede påny en alvorlig politisk krise i forbindelse med præsidentvalget i november 2010. Den siddende præsident, Laurent Gbagbo, nægtede at erkende sit valgnederlag til konkurrenten Alassane Ouattara og forlade præsidentposten. Mere end 1500 blev dræbt, og adskillige tusinde flygtede til Liberia af frygt for en blodig borgerkrig, før Gbagbo i april 2011 blev fanget af Ouattaras militser, som fik støtte af franske styrker. I maj 2011 blev Ouattara indsat som præsident. Ved parlamentsvalget senere samme år vandt Ouattaras regeringskoalition 80% af pladserne i parlamentet; valget blev dog boykottet af mange, blot ca. 35% afgav deres stemme.

Læs mere om Elfenbenskysten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig