Elektra
Elektra ved sin far Agamemnons grav. Udsnit af antik græsk rødfigursvase (ca. 380-370).

Elektra er på mange måder essensen af en tragisk figur.

Dels kender vi hende stort set kun fra de athenske tragediedigtere Aischylos, Sophokles og Euripides – den store græske digter Homer nævner hende ikke.

Dels er hun medlem af en af de absolut mest tragiske familier i antik græsk kultur. Skønt der er rigeligt at vælge imellem, er det nok kun historierne om Ødipus og hans slægtninge, der kan måle sig med Elektras familie i omfanget af lidelser.

Baggrund

Ifølge Sophokles' tragedie Elektra var begyndelsen til onderne for hendes familie, at hendes oldefar Pelops myrdede den person, som havde hjulpet ham med at vinde ægteskabet med en konges datter (vv. 504-515).

Pelops’ sønner Thyestes og Atreus (sidstnævnte Elektras farfar) blev siden landsforvist for at have dræbt deres stedbror.

Thyestes forførte derefter Atreus’ kone, som blev gravid med tvillinger. Elektras farfar tog hævn over broderen ved at få tvillingerne parteret og serveret for Thyestes, som intetanende spiste dem.

I den næste generation var Helena (hustru til Elektras onkel) utro med en trojaner, som hun sejlede hjem til Troja med. Elektras far Agamemnon blev leder for den hær, der skulle straffe trojanerne og bringe Helena tilbage til Sparta.

På vej til Troja pralede Agamemnon af at have dræbt en hjort i gudinden Artemis’ lund. Som straf beordrede gudinden vindene til at lægge sig. Hvis vindene igen skulle blæse grækernes vej, skulle Agamemnon ofre sin ældste datter (Elektras søster) på Artemis’ alter.

Agamemnon adlød gudinden til gavn for den græske flåde – og til uendelig bitterhed for sin hustru (Elektras mor) Klytaimnestra.

Da Agamemnon efter mange slidsomme år vendte hjem til sin borg i Argos, blev han derfor dræbt af sin hustru og sin fætter, som havde indledt en affære, mens Agamemnon var væk.

Hvordan de efterladte børn – herunder Elektra og broderen Orestes – reagerede på dette mord på deres far, er emnet for fem bevarede græske tragedier og et væld af senere kunstværker, herunder Richard Strauss’ opera Elektra fra 1909.

Elektraer

Alle de tre store athenske tragediedigtere har skrevet om Elektra. Beskrivelserne af hendes karakter varierer dog fra tragediedigter til tragediedigter – og fra disse til Hugo von Hofmansthall, hvis teaterstykke Elektra fra 1903 Strauss lagde til grund for sin opera nogle år senere.

Den tidligste tragedie om Elektra, som vi har bevaret, er De gravofferbærende af Aischylos. Elektra er her en mindre karakter i handlingen i forhold til sin bror Orestes, som er hovedpersonen.

Hos Aischylos virker Elektra som en lidt forsigtig person, der er i tvivl om, hvorvidt det behager guderne at bede til, at broderen Orestes kommer tilbage fra sit eksil og slår deres mor og onkel ihjel som hævn for drabet på deres far (v. 122, 199). I stedet ville hun ønske, at moderen og onklen var døde ved Troja (vv. 346-347).

Det er, som om Elektra fornemmer, at det ikke er godt, at børn slår deres forældre ihjel. I midten af tragedien beder hun dog guderne om velsignelse til mordet (v. 462), som Orestes i slutningen af tragedien begår på sin mor og onkel – uden indblanding fra Elektra.

I Sophokles’ tragedie Elektra er hun totalt kompromisløs og i sine følelsers vold. Dette understreges gang på gang af de andre karakterer i tragedien, som beder hende beherske sine følelser (v. 384, 1009, 1172, 1271-1272). Det nægter Elektra pure. Denne kompromisløshed deler Elektra med karakterer i andre af Sophokles’ tragedier, som f.eks. Ødipus og hans datter Antigone.

Til sidst i tragedien får Elektra det, som hun vil have det. Orestes er kommet forklædt hjem fra sit eksil og dræber stålsat deres mor og onkel. Elektra står uden for borgen og hører tiljublende drabene ske, hvorefter tragedien slutter.

I Euripides’ tragedie af samme navn bor Elektra i modsætning til tidligere uden for kongeborgen, og hun er ligeledes som noget nyt gift. Af frygt for at hun skulle føde en hævner, har hendes onkel giftet hende væk til en simpel bonde, hvis lave byrd åbenbart ikke gav anledning til frygt (vv. 31-42).

Euripides’ Elektra længes ligeså heftigt som hos Sophokles efter hævn over sin mor og onkel; men hun går endnu længere i sin hævntørst. Broderen Orestes er mere vaklende og usikker end hos Aischylos og Sophokles, og det ender derfor med, at Elektra sammen med Orestes borer sværdet ind i deres mor og dræber hende (vv. 1148-1153, 1224-1225). Efter mordet slår Elektras hævntørst over i anger over at have slået sin mor ihjel (vv. 1163-1165).

Eftervirkninger

De græske tragediedigteres skildringer af Elektra har givet inspiration til et væld af senere kunstværker, såsom den romerske forfatter Senecas tragedie Agamemnon (1. årh.), Jean-Paul Sartres Fluerne (1943) og Michael Cacoyannis' Oscar-nominerede og Cannes-vindende film Elektra fra 1962.

Som ovennævnt baserede Richard Strauss sin opera Elektra på et teaterstykke af Hugo von Hofmannsthal fra 1903. Disse værker udgør et godt eksempel på senere kunstneres brug af Elektra-myten.

Ifølge Hofmannsthal skrev han sit teaterstykke “frei nach Sophokles”; men allerede samtidige kritikere bemærkede, at trykket nok mere lå på “frit” end “efter Sophokles”.

Der er adskillige ligheder mellem Sophokles’ tragedie og Hofmannsthals teaterstykke, og inspirationen virker åbenlys; men særligt to scener adskiller sig betydeligt fra Sophokles' tragedie.

I den første af disse scener forsøger Elektra i meget sanselige vendinger at få sin søster Chrysothemis til at bistå hende i drabene. Hos Sophokles forsøger Elektra også at få Chrysothemis til at hjælpe sig, men bestemt ikke på denne (for nogle kritikere) forførende måde.

Den anden af disse scener findes i slutningen af operaen, hvor Elektra ekstatisk danser på ligene af sin mor og onkel, indtil hun falder død om, og operaen slutter. Hos Sophokles slutter tragedien med Elektra i live.

For de antikke grækere ville sådanne afvigelser fra traditionen næppe have vakt det mindste anstød. Som vi har set, afviger alle de tre græske tragediedigtere fra hinanden i deres karakteriseringer af Elektra og deres versioner af historien.

Afvigelserne er derfor ganske i grækernes ånd. Hofmannsthal kunne dog have sat prikken over i’et – og sparet sig megen kritik – ved at have undladt at skrive “frei nach Sophokles”.

Dette giver et lidt anakronistisk indtryk af en ‘originaltekst’, som grækerne ikke delte. For dem var historierne om Elektra snarere et fælles mytisk stof, som kunne (og nok også burde) behandles med kunstnerisk frihed; præcis som det skete i antikken og mange gange siden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig