Elburzbjergene, bjergkæde i Iran syd for Det Kaspiske Hav. Højeste punkt er den udslukte vulkan Damavand (5670 m), Irans højeste bjerg. Mod nord skråner bjergsiderne meget stejlt ned mod Det Kaspiske Hav; skråningerne modtager store nedbørsmængder og er dækket af rige skovpartier. Sydsiden er tørrere; her ligger Irans hovedstad, Teheran. Store dele af Elburz er uvejsomme og næsten uden bosætning; her findes et rigt dyreliv, som tidligere omfattede den nu uddøde kaspiske tiger.