Ekkodalen

Ekkodalen.

.

Ekkodalen, ca. 1 km lang del af Bornholms længste sprækkedal. Den nordøst-sydvest-gående dal i den sydlige del af Almindingen er dannet ved erosion i en svaghedszone i grundfjeldet og afgrænses mod nordvest af lodrette, op til 20 m høje klippevægge.

Hele sprækkedalen er ca. 12 km lang og strækker sig fra Vallensgårds Mose syd for Almindingen ud til Bornholms nordøstkyst ved Saltuna. Andre dele af sprækkedalen er Flæskedal, Kløvedal og Kelseådal.

Ekkodalens 60 m brede dalbund består af en eng, der gennemstrømmes af den øvre del af Læså. Langs toppen af Ekkodalens klippevæg findes en naturskov med nogle af de ældste egetræer i Almindingen; skoven er udlagt som Natura 2000-område.

Om foråret præger blomster og urter, især liljekonvaller, bunden i egeblandingsskoven.

Ekkodalen er en af Bornholms større turistattraktioner, hvor besøgende afprøver dalens ekko ved at råbe op ad de stejle klippesider.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig