Ejsing Kirke

Den store kirkegård, der i 1941 blev udvidet i østlig retning, er omgivet af græsklædte stendiger og har fire indgange, hvoraf hovedindgangen i vest med køre- og gangport er opført i munkesten i krydsskifte. Den dækkes af et saddeltag med vingetegl, men har før haft blytag.

Kirken, der i kraft af de mange udvidelser er en af landets største landsbykirker, er i sin kerne en romansk kvaderstensbygning bestående af et kor og et skib, hvortil der i senmiddelalderen er føjet adskillige tilbygninger. Disse omfatter et sakristi ved korets nordside fra omkring 1445, et tårn og et våbenhus fra ca. 1475, et sydkapel fra omkring år 1500 og endelig den markante kapelrække eller sideskibet på skibets nordside, der etapevis er opført i årene 1515-1525.

Koret og skibet er opført i en blanding af groft og fint forarbejdede kvadre i et murværk uden sokkel. Tilstedeværelsen af en række reliefprydede, men omplacerede kvadre viser endvidere, at kirken har haft en oprindelig udsmykning. Blandt andet er der bevaret et par fragmenter af en mulig rundbuefrise, og desuden ses i facaden en genbrugt korbuekragsten med geometrisk inspireret ornamentik. Af oprindelige åbninger er nu kun skibets syddør i brug. Døren, der blev udvidet i midten af 1800-tallet, har karme og halvcirkelformet dæksten med rundstavsprofilering. Skibet har i det indre bevaret det flade bjælkeloft, mens korbuen er udvidet i senmiddelalderen.

Ældst af de sengotiske tilbygninger er sakristiet fra omkring 1445, der er opført i røde og gule munkesten. Facaderne smykkes af lisener, dvs. svagt fremspringende murpiller, trappefriser og på gavlfacaden store rund- og spidsbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher, og i det indre dækkes rummet af et krydshvælv med rundstavsprofilerede ribber.

Våbenhuset er bygget lidt senere end sakristiet. Våbenhusets gavlfacade smykkes af den for egnen karakteristiske rundbueblænding, og i det indre har det haft murede bænke langs væggene.

Det høje tårn ved skibets vestende rejser sig fem stokværk, dvs. etager, men oprindelig var der blot fire, idet en ekstra etage blev tilføjet allerede i middelalderen. Endnu kan man på nordsiden se de oprindelige, tilmurede glamhuller i det gamle klokkestokværk. Byggematerialet er hovedsagelig munkesten og genanvendte kvadre fra skibets vestgavl. Lidt usædvanligt er der i det overhvælvede tårnrums hjørne en indbygget vindeltrappe, hvorfra de øvre etager nås. Af trekantgavlene er den nordre bedst bevaret med seks smalle højblændinger.

Sydkapellet, der er fra tiden omkring år 1500, er ifølge en (dog) eftermiddelalderlig tradition relateret til dyrkelsen af Skt. Dionysius. I 1671 blev der af herregården Landtings ejer Mogens Rosenkrantz (1622-1695) og hustruen Sophie Bille (1634-1693) anlagt en underliggende familiegravkrypt, og i ”Landtingfløjen”, som kapellet også kaldtes, blev der senere indrettet herskabsstol.

Kirkens mest markante, arkitekturmæssige indslag er imidlertid kapelrækken på skibets nordside, hver med egen blændingsdekorerede trekantgavl, hvilket her i landet kun ses et par enkelte andre steder. Dendrokronologiske undersøgelser af tagværkerne har vist, at tilbygningerne er opført fra øst mod vest indenfor en kort periode i årene 1515-1525, og arkitektonisk er der da også stor lighed. Ikke mindst i det indre, hvor hvert fag forbindes af rundbuede arkader og dækkes af krydshvælv.

Kirken har en omfattende og velbevaret kalkmaleriudsmykning fra senmiddelalderen, og derudover er der påvist en lang række udmalinger fra forskellige perioder, hvoraf de fleste er forsvundet.

Mest markant er en figurativ udsmykning af korets og sydkapellets hvælv, der daterer sig til årene 1500-1525. I koret ses blandt andet Marias trolovelse med Josef, Kristus og synderinden, Evas skabelse, dåben og Lazarus’ opvækkelse, mens motiverne i sydkapellet omfatter Joachim og Anna, Kristus og den vantro Thomas, besøgelsen og fristelsen i ørkenen m.fl. Malerierne har lagt navn til det såkaldte ”Ejsingværksted”, der har virket i andre, nærliggende kirker såsom Rønbjerg Kirke og Sahl Kirke.

På skibets østre arkadepille er endvidere et kalkmalet våbenskjold for Mogens Rosenkrantz og Sophie Bille fra 1600-årenes sidste årtier. Maleriet er dog kraftigt restaureret.

Ældst af kirkens inventar er den romanske døbefont af arkadetypen, som der findes flere, lokale paralleller til. Dog er Ejsing-døbefonten beriget af livlige figurscener af blandt andet syndefaldet samt ved en latinsk indskrift, der gengiver dåbs- eller missionsbefalingen: ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Fra senmiddelalderen stammer en sidealterfigur af Skt. Dionysius og et korbuekrucifiks, mens 1600-tallets vigtigste nyanskaffelse var den prægtige prædikestol fra 1654 udført af Christen Jacobsen. Inventaret blev gennemgribende fornyet i 1760’erne i landlig rokokostil, hvorunder altertavlen, stolestaderne, præste- og degnestolen samt et herskabspulpitur blev installeret. Altertavlens nuværende maleri er imidlertid fra 1859.

Kirken har to romanske gravsten, der nu er indmuret i skibets facade, og hvoraf den ene er en særlig bemærkelsesværdig indskriftsten over ”Asser, søn af Tyge Kabbe og fru Gide. Gud”, hvilket måske henviser til kirkens stifter.

Fra 1500-tallet og frem er adskillige gravminder over herskabet til herregården Landting bevaret i form af epitafier og gravsten. Desuden er bevaret en gravramme fra 1683 over sognepræsten i Ejsing og provst i Ginding Herred, Knud Christensen. En gravramme er en ramme af træ, evt. med skåret indskrift, beregnet til indramning af gravsten, gravflise eller jorddækket gravsted.

Derudover er der fra kryptens begravelser ophængt diverse kisteplader på væggene.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Ejsing Kirke på sogn.dk