Eisenach

Eisenach, by i den tyske delstat Thüringen 50 km vest for Erfurt; 42.750 indb. (2010).

Eisenach ligger i den nordvestlige del af Thüringerwald og er omgivet af slugter og dale. Bilkoncernen BMW havde indtil 1945 en filial i byen; i DDR-tiden blev den omdannet til et statsfirma, som fremstillede bilmærket Wartburg.

Efter genforeningen er bilindustrien igen blevet privatiseret. Desuden findes maskin- og tekstilindustri. Markedspladsen i den gamle bydel er omgivet af det sengotiske rådhus (påbegyndt 1508), byslottet (1742-51) og Sankt Georgs-kirken fra 1180.

Lutherhaus er et af byens ældste huse og var bolig for Martin Luther under hans latinskoleophold i byen 1497-1501. Johann Sebastian Bachs fødehjem er indrettet som museum.

Eisenach blev grundlagt i 1100-t. af landgreverne af Thüringen neden for deres residens, Wartburg.

Fra slutningen af 1500-t. var Eisenach residensby i et saksisk hertugdømme under fyrstehuset Wettin; i 1741 blev byen en del af storhertugdømmet Sachsen-Weimar.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig