Eirik Ivarsson, ca. 1130-1213, norsk ærkebiskop, søn af den islandskfødte Nidarosbiskop Ivar Kalfsson. Ivarsson fik tidens bedste teologiske uddannelse, bl.a. ved Sankt Victor-klostret i Paris, hvor hans holdning som stålsat forsvarer af kirkens uafhængighed af kongemagten blev skabt. Denne holdning førte til en hvas strid med kong Sverre, da Ivarsson i 1188 blev Norges ærkebiskop efter at have været biskop i Stavanger fra ca. 1170. Striden kulminerede med ærkebispens bandlysning af Sverre i 1194, mens ærkebispen var landflygtig i Danmark. Ved Sverres død 1202 kom den gamle og nu blinde Ivarsson hjem til Norge og forligte sig med kongemagten. I 1205 fratrådte han sit embede.