Einsteintårnet Potsdam

Einsteintårnet - original bygning med videnskabelig funktion

Albert Einstein
Albert Einstein

Einsteintårnet i Potsdam-Babelsberg ved Berlin er et hovedeksempel på ekspressionistisk arkitektur. Det blev indviet i 1924 efter tegninger af arkitekten Erich Mendelsohn og indeholder et observatorium og et astrofysisk laboratorium.

Faktaboks

Også kendt som

Einsteinturm

En revolutionær bygning

Bygningsværkets maskinagtige, dynamiske former blev skabt ved anvendelse af stål og stålbeton som primære materialer. Elegant krummede, organiske og flydende former afspejlede ifølge tårnets skaber aspekter af moderne teknik, fysik og matematik. Mendelsohn brugte endvidere jugendstil-elementer til udsmykning. Anvendelsen af beton og stål som primære byggematerialer, der dengang endnu ikke var teknologisk færdigudviklet, har siden dog resulteret i en lang historie af skader og omkostningstunge reparationer, hvoraf de første begyndte blot 5 år efter færdiggørelsen af byggeriet.

Albert Einstein

I 1921 blev det ca. 20 m høje tårn i anerkendelse af nobelprismodtageren Albert Einstein navngivet som Einsteintårn. Igennem forskellige eksperimenter søgte forskerne på observatoriet at bekræfte Einsteins relativitetsteori. Indtil i dag udforsker astronomer og fysikere solens aktivitet på observatoriet.

I årene 1933-1945 fjernede nationalsocialisterne navnet Einstein og navngav tårnet Institut für Sonnenphysik. Som jøde var Albert Einstein ikke en person, der skulle hædres. En bronzeskulptur af Einstein, som instituttets medarbejdere skjulte i denne mørke periode, minder om dette.

Besøgende kan få en rundvisning og besigtige observatoriet efter forudgående anmeldelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig