Einar Sokkason, 1100-t., grønlandsk stormand fra Brattahlið. Einar blev sendt til den norske kong Sigurd Jorsalfar for at bede ham udpege en bisp til grønlænderne. Kongen indvilligede, og en bisp indsattes i 1124. Einar måtte imidlertid sværge, at han ville forsvare bispesædets rettigheder, og han blev siden dræbt i en strid om Grønlandsbispens ret til noget skibbrudent gods.