Einar H. Kvaran, Einar Hjörleifsson Kvaran, 1859-1938, islandsk forfatter og journalist. Hans noveller i perioden 1880-1909 bærer tydeligt præg af dansk impressionisme, mens de senere romaner i stadig større grad præges af stereotype sort-hvide personer. Hele forfatterskabet tager parti for de svage i samfundet, romanerne desuden for spiritisme. Heltene løser problemerne ved hjælp fra det hinsidige og tilgiver skurkene i kristelig ånd, hvilket omvender dem; således i Sálin vaknar (1916, Sjælen vågner).