Eilif Krogager, 5.2.1910-7.1.1992, dansk præst og rejsearrangør, i daglig tale kendt som Tjæreborgpræsten. Efter uddannelse som cand.theol. i 1934 var Eilif Krogager 1935-72 præst i Sneum-Tjæreborg i Vestjylland.
I 1950 begyndte Eilif Krogager at arrangere busture til udlandet, og i 1951 dannede han rejseselskabet Nordisk Bustrafik, der siden under navnet Tjæreborg Rejser udviklede sig til Skandinaviens største rejsekoncern. Virksomheden blev i 1962 udvidet med charterluftfartsselskabet Sterling Airways, der i en periode var verdens største charterselskab.
I 1967 stiftede Eilif Krogager den almennyttige Tjæreborg Fonden og blev formand for fondsbestyrelsen. I sine senere år virkede han som konsulent for Tjæreborg Rejser samtidig med, at rejsevirksomheden gradvis blev afviklet. Sterling Airways blev afhændet i 1987, og Tjæreborg Rejser solgtes i 1989 til Spieskoncernen.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.