Ehud Barak

Faktaboks

Ehud Barak
født:
12. februar 1942

Ehud Barak, opr. Ehud Brog, f. 12.2.1942, israelsk officer og politiker, premierminister 1999-2001. Som højt dekoreret elitesoldat blev Barak i 1991 udnævnt til hærchef og blev i 1995 indenrigsminister; efter mordet på Rabin samme år blev han udenrigsminister indtil 1996. I 1997 blev han formand for Det Israelske Arbejderparti.

Ved valget 1999 slog han Likuds leder, Benjamin Netanyahu, og som premierminister søgte han at genoplive forhandlingerne med palæstinenserne. Barak trak i 2000 Israels tropper tilbage fra Sydlibanon. Efter at der i efteråret 2000 på ny udbrød uroligheder i de besatte områder på Vestbredden og i Gazastriben, den såkaldte al-Aqsa-intifada, gik fredsprocessen i stå. Barak udskrev nyvalg, som han tabte til Ariel Sharon i 2001. Han forlod derpå politik og bosatte sig en periode i USA.

I 2005 vendte han tilbage til Israel og stillede op til formandsvalget i Arbejderpartiet, men trak sig pga. ringe opbakning. Barak stillede atter op til formandsvalget i 2007, og denne gang lykkedes det ham at blive formand igen. Efter valget i 2009 indtrådte Barak som forsvarsminister og vicepremierminister i den nye Netanyahu-ledede regering. Beslutningen vakte en del modstand inden for venstrefløjen i Arbejderpartiet.

Barak dannede i 2011 Uafhængighedspartiet for at gøre det muligt at fortsætte regeringsdeltagelsen. I 2013 trak Barak sig tilbage fra politik.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig