Perioden kendetegnes ved, at det administrative sprog var græsk, selvom landet i det meste af perioden var under romersk herredømme; brugen af græsk fortsatte i over 100 år efter den arabiske erobring. Størstedelen af befolkningen var analfabeter og fortsatte givetvis med at tale egyptisk efter Alexander den Stores erobring, men der udviklede sig snart en elite, der tillagde sig græsk sprog og kultur. Der opstod en blandingskultur, og de egyptiske guder blev identificeret med de græske.

Ptolemæertiden (332-30 f.Kr.)

Efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr. blev hans rige delt mellem hans generaler; det skete i begyndelsen fiktivt efter persisk model med opdeling af riget i satrapier, som imidlertid fra 306-305 f.Kr. blev reelt selvstændige riger. Egypten var allerede før Alexanders død tilfaldet hans ældste og mest betroede general, Ptolemaios, søn af Lagos og senere med kongenavnet Ptolemaios Soter ('Frelseren'). Efter ham fulgte 12 konger, alle med navnet Ptolemaios og alle af samme familie; kun deres tilnavne adskiller dem.

Romertiden (30 f.Kr.-ca. 300 e.Kr.)

Gennem først Cæsars og dernæst Marcus Antonius' forhold til dronning Kleopatra, der var medregent for sin mindreårige bror Ptolemaios 13., kom Egypten fra midten af 100-t. f.Kr. til at spille en rolle i Romerriget, nu under navnet Aegyptus. I 31 f.Kr. besejrede Octavian (den senere kejser Augustus) Marcus Antonius i Slaget ved Actium og indtog Egypten. Området blev ikke som normalt en romersk provins, men kejserens personlige ejendom. Romernes interesse i Egypten var økonomisk med specielt henblik på levering af korn til Rom. Den romerske kejser tog den egyptiske konges plads, og landet blev styret af en præfekt. Administrationen foregik på latin i Alexandria, som forblev hovedstad, men ude i landet var administrationssproget stadig græsk. Bortset fra nogle opstande, navnlig uro mellem grækere og jøder i Alexandria, var Egypten et fredeligt sted under det romerske herredømme, og der var kun behov for begrænset militær tilstedeværelse. Det romerske herredømme har næppe ændret meget ved almindelige menneskers dagligdag, men overskudsproduktionen blev eksporteret ud af landet, og selvom romerne gennemførte adskillige praktiske forbedringer, medførte eksporten på længere sigt en forarmelse af Egypten.

Den Byzantinske periode (ca. 300-642 e.Kr.)

I begyndelsen af 300-t. blev Egypten opdelt i flere provinser under den østlige del af Romerriget og ophørte med at eksistere som administrativ enhed. Perioden var temmelig ufredelig navnlig pga. stridigheder i den kristne kirke.

Kristendom

Gennem hele den græsk-romerske periode levede der i Egypten en betydelig jødisk menighed, i særdeleshed i Alexandria (se alexandrinske diaspora). Den nye religion, kristendommen, kom tidligt til Egypten, og allerede i apostolsk tid var den udbredt i Alexandria (se den alexandrinske skole). Herfra bredte den sig, og i ca. 250 var den nået ud til næsten alle byer og havde også vundet tilhængere i landdistrikterne. Omkring 400 anses landet for i alt væsentligt at være kristnet.

Klosterbevægelsen opstod i Egypten og spredte sig herfra til den øvrige kristenhed. Det første kloster blev grundlagt i ca. 325 af munken Pakomios, og 100 år efter var der munke- og nonneklostre i hele Egypten. Bevægelsen havde bred tilslutning i befolkningen, og munkenes missionsvirksomhed bidrog på afgørende vis til kristningen af hele landet. Den nye religion blev tidligt præget af den lokale koptiske kultur, og Bibelen blev oversat til koptisk. En national kirke voksede frem, og ved kirkemødet i Kalchedon i 451 gik den koptiske kirke imod konciliets afgørelse; hermed brød den med rigskirken og fulgte sin egen patriark (se den koptiske kirke).

Læs videre om handel og økonomi i oldtidens Egypten eller læs om Egypten i oldtiden generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig