Egypten - sundhedsforhold, Dødeligheden er siden 1960'erne halveret, mens fødselsraten kun er reduceret med 25%, hvorfor befolkningsvæksten fortsat er stor. I 1990'erne var mødredødeligheden næsten 100 gange højere end i Danmark. Ca. 3-4% af BNP anvendes på sundhed, og der er en læge pr. ca. 5000 indbyggere. Sundhedsmyndighederne satser på, at alle på land og i by får adgang til primær sundhedstjeneste; 90% har adgang til rent drikkevand, men kun 50% til gode sanitære forhold.

Derfor er smitsomme mave-tarm-sygdomme, bl.a. bilharziose og andre parasitære sygdomme, stadig udbredte. Malaria findes især i den sydlige Nildal. Da næsten 90% af børnene følger vaccinationsprogrammet, er børnesygdommene stærkt på retur. Tuberkulose og andre lungesygdomme er stadig udbredte. Hjerte-kar-sygdomme, ulykker, herunder trafikulykker, og kræftsygdomme har stigende hyppighed. Egypten har en stor, eksporterende medicinalindustri.

Læs mere om Egypten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig