Egypten - sociale forhold

I præsident Nassers regeringstid (1954-1970) introduceredes en lang række subsidier på basale fødevarer som hvede, hvedemel, bønner, sukker, spiseolie og majs, senere også på benzin, el og gas. Subsidierne er under gradvis afvikling efter krav fra Den Internationale Valutafond, IMF, men udgør stadig den eneste sociale sikring for fattige egyptere. Ifølge FN's Udviklingsprogram, UNDP, levede cirka 34% af befolkningen i 1990 under den officielle fattigdomsgrænse. Offentligt ansatte har både sygeforsikring og en pension, der stort set svarer til deres løn, men gennemsnitslønnen er relativt ringe, og de fleste er nødt til at have mere end ét job. Ca. en tredjedel af alle egyptiske mænd arbejder derfor i kortere eller længere perioder i oliestaterne ved Den Persiske Golf.

På landet anses en stor børneflok stadig for at være den bedste sociale forsikring. På grund af den mangelfulde socialpolitik har frivillige organisationer, især Det Muslimske Broderskab, overtaget mange sociale opgaver, bl.a. via en social hjælpetjeneste for dårligtstillede, hvor enker og arbejdsløse kan få tøj, mad, penge og gratis lægehjælp. Dette har gjort broderskabet uhyre populært i storbyernes slumkvarterer.