Faktaboks

Egvad Kirke
Sogn
Egvad Sogn
Provsti
Aabenraa Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Aabenraa Kommune

Egvad Kirke er en sognekirke beliggende lidt ensomt i spredt bebyggelse, halvvejs mellem Hellevad og Rødekro.

Kirkegård

Kirkegården er senest i 1943 udvidet kraftigt mod syd og er omgivet af stablede kampestensdiger. Indgangen til kirkegården sker gennem to portaler mod øst og en lille låge i vest. Umiddelbart nordøst for kirkegården ligger en fredet, stråtækt kirkestald.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk kor med apsis og skib, opført af granitkvadre og rå kampesten. I sengotisk tid blev der tilføjet et våbenhus mod syd og et tårn mod vest.

Den romanske bygning er opført af to omgange. Koret og apsissen blev opført først, hvorefter skibet blev tilføjet, hvilket kan spores i overgangen mellem murene i de to bygningsafsnit. Bygningens sokler er udsmykket med udhuggede menneskehoveder på hjørnerne, og begge de oprindelige døre i nord og syd er bevarede.

Våbenhuset syd for skibet er opført i middelalderen af genanvendt materiale fra skibet og røde og gule munkesten. Inde i våbenhuset findes en muret bænk fra middelalderen.

Tårnet er også opført af munkesten og genanvendte sten fra skibet og er forbundet til skibet gennem en rundbuet arkade. Adgangen til de øvre etager sker gennem et trappehus nord for tårnet, og på øverste etage tyder nogle bomhuller allerøverst i murværket på, at der tidligere har været en etage mere, måske med spir. I dag har kirken et saddeltag med gavle i øst og vest.

Indvendigt står kirken med flade bræddelofter overalt malet i grå og røde nuancer. Kirken har i dag ingen kalkmalerier, men havde indtil omkring år 1900 imiterede mursten malet over vinduerne, som blev afløst af en enklere dekoration, der blev hvidtet over mellem 1936 og 1938.

Inventar og gravminder

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som er helt enkelt udformet.

Cirka lige så gammel er nok alterbordet, som er muret op af granitkvadre. På forsiden ses en moderne alterbordsforside, som er en tro kopi af den oprindelige romanske fra 1200-1250. Denne alterbordsforside findes i dag på Gottorp museum og viser i sin opbygning slægtskab med de gyldne altertavler i f.eks. Sahl Kirke og Stadil Kirke. I midten ses Kristus i en oval, spids glorie, en såkaldt mandorla.

I den blændede norddør i skibet hænger et lidt primitivt udskåret krucifiks fra begyndelsen af 1400-tallet.

Altertavlen er fra slutningen af 1400-tallet og er lavet efter nederlandsk forbillede. Altertavlen er en såkaldt skabstavle, hvilket vil sige, at den kan lukkes med to udsmykkede låger, som normalt står åbent. I midterskabet ses der en Golgatascene, og i de to sidefløje står de 12 apostle.

Fra begyndelsen af 1500-tallet findes der i kirken et sengotisk korbuekrucifiks, som hænger på en bjælke over korbuen.

Prædikestolen stammer fra 1832 og er udført i empirestil. Den er rund, med tilhørende himmel, og er bemalet i mørkeblå nuancer med forgyldt bladdekoration.

Kirken har ikke mange historiske gravminder, men øst for kirkegården står et monument fra 1921, dedikeret til de 26 fra sognet som faldt i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig