Egon Fischer

Faktaboks

Egon Fischer
født:
23. oktober 1935
død:
28. januar 2016

Egon Fischer, 23.10.1935-28.1.2016, dansk billedhugger. I Eks-skolens eksperimenterende miljø 1961 lærte Paul Gernes ham svejsningens kunst, og siden da var jernskulpturen Egon Fischers foretrukne arbejdsfelt.

I 1962 debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling, og fra første færd viste han sin egenart som billedhugger med polykrome værker, der fremtræder i klare farver, sågar ternede, som vokset op af underlaget, uden sokkel.

Værkerne kan opleves som vildtgroende livsbekræftende udsagn, præget af humor og underfundighed. Ofte er skulpturerne sammensat af flere dele, med tidsmæssige forløb og rytmisk bevægelse indbygget, fx Skulptur med bolde (1964) og Bemalet tid og tidsskulptur (1966).

Egon Fischers skulpturer ses på mange danske kunstmuseer og er opstillet i flere byer; den største er hovedværket Skulpturbroen (1980) i Birkerød, der forbinder rådhus og bibliotek.

Egon Fischer var medlem af Den Frie Udstilling 1970-78 og derefter af Grønningen. Han modtog i 1975 Eckersbergs Medalje og i 1992 Thorvaldsens Medalje.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig