Egill Snorrason, 1915-1996, dansk læge og medicinalhistoriker. Han blev dr. med. 1950 på en afhandling om guldbehandling af leddegigt og dr.phil. i 1974 på en historisk afhandling om den tysk-danske læge Christian Gottlieb Kratzenstein. Den medicinske og den humanistiske afhandling afspejler Snorrasons forankring i to for ham ligestillede verdener. En bred intern-medicinsk uddannelse med det efterfølgende speciale fysiurgi/reumatologi førte til chefstillingen ved Rigshospitalets fysiurgiske afdeling i 1966 og et professorat i faget i 1976. Snorrason havde siden ungdommen dyrket medicinens historie med en aldrig svækket ildhu. Væsentlige værker omfatter Niels Stensen. En students notater fra 1659 (1966, det såkaldte Chaos-manuskript), en bog om anatomen Jacob B. Winsløw i Paris samt artiklen om islandske medicinske studier i København i 1500-1800-t. Snorrason anses for en af pionererne inden for dansk medicinalhistorie i sidste halvdel af 1900-t.