Efraim er den yngste af Josefs sønner i Det Gamle Testamente, der fødtes i Egypten og på sin ældre bror Manasses bekostning modtog farfaderen Jakobs velsignelse (1. Mosebog, kap. 48).
Efraim blev stamfader til den største og vigtigste af det bibelske Israels nordlige stammer, der beboede området mellem det nuværende Ramallah og Nablus i det centralpalæstinensiske højland. Denne stamme har taget navn efter landskabet "Efraims bjerge", hvilket måske viser, at den, i modstrid med den gammeltestamentlige opfattelse, opstod i Palæstina.
Efter Salomos død i ca. 930 f.Kr. stod efraimitten Jeroboam i spidsen for oprøret, der førte til, at den nordlige del af Israel skilte sig fra Juda, Davids Hus. Selvom Efraim i Det Gamle Testamentes profetiske litteratur undertiden benyttes som synonym for Israel, tyder de historiske oplysninger i Det Gamle Testamente dog på, at stammen snart mistede sin betydning, idet Israel Riges hovedstæder på skift blev placeret i Manasses stammeområde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.