Eeva Joenpelto

Eeva Joenpelto,

28.6.1921-21.1.2004, finsk forfatter. Hun debuterede 1950 med folkelivsskildringen Kaakerholma. I gennembrudsromanen, Jomfruen går på vandet (1955, da. 1960), tematiseres modsætningsparret svag mand — viljestærk kvinde, der går igen i de fleste senere værker, deriblandt den psykologisk-realistiske Fru Glad gift med livet (1982) og samfundsintrigen Dommer Müller, en fin mand (1994).

Sit andet gennembrud oplevede Eeva Joenpelto i 1970'erne med den firedelte historiske romansuite om Finlands skæbne, indledt med Husfolk og fjender (1974). Karakteristisk for hendes prosa er sammenstødet mellem den gamle og nye verdens værdier og undersøgelsen af ideologiske, sociale og politiske modsætninger som rig-fattig, by-land, materialisme-idealisme. Et symbol- og idéplan er indlejret i den realistiske fortællestil.

Eeva Joenpelto tildeltes flere priser, herunder Skygge-Finlandiaprisen 1989 og 1994 samt Finlandiaprisen 1994, lige som hun selv lagde navn til Eeva Joenpelto-prisen, som uddeltes hvert tredje år i hjemkommunen Lohja (Lojo) 1988-2004, indtil kommunalbestyrelsen besluttede at nedlægge prisen i 2008.

Modtagerne af Eeva Joenpelto-prisen var Jaan Kross 1988, Olof Lagercrantz 1992, Sándor Csoóri 1995, Andreï Makine 1998, Bernhard Schlink 2001 og Herbjørg Wassmo 2004.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig