Edward Burne-Jones

Faktaboks

Edward Burne-Jones
født:
28. august 1833
død:
17. juni 1898

Edward Burne-Jones, 28.8.1833-17.6.1898, britisk maler, illustrator og formgiver, adlet 1894. Gennem sine studier ved det teologiske fakultet på University of Oxford mødte Edward Burne-Jones i 1855 William Morris, der sammen med maleren og digteren Dante Gabriel Rossetti fik afgørende betydning for hans udtryksform.

I 1861 blev han ansat i Morris' designfirma, hvor han resten af livet og sideløbende med malerkarrieren bl.a. tegnede tapeter og glasmosaikker.

Burne-Jones rejste i 1862 til Italien, hvor han blev optaget af Sandro Botticellis og Andrea Mantegnas kunst. Dette påvirkede hans malestil og kan især ses i hans måde at opfatte menneskekroppen på, hvor det klassiske skønhedsideal er fremherskende.

Mødet med de italienske kunstnere og påvirkningen fra Prærafaelitterne gav Burne-Jones' kunst et æstetiserende, idealistisk og dekorativt præg. Hans motiver var oftest hentet fra Bibelen og de klassiske og middelalderlige legender, som han krydrede med symbolistiske overtoner.

Edward Burne-Jones illustrerede bl.a. Geoffrey Chaucers The Canterbury Tales, udgivet 1896 på William Morris' privattrykkeri The Kelmscott Press.

Læs mere om billedkunst i Storbritannien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig