Edvard Hagerup Bull, 1855-1938, norsk jurist og politiker. Bull gjorde karriere som embedsmand i Finansministeriet, indtil han i 1893 blev højesteretsdommer. Da han i 1903 blev stortingsrepræsentant for partiet Højre, havde han haft sæde i flere lovforberedende forsamlinger. Herefter blev han i 1905-06 justits- og siden finansminister i Christian Michelsens samlingsregering. Bull var formand for Højres stortingsgruppe 1912-18, og under 1. Verdenskrig anlagde han som oppositionsleder af hensyn til det nationale sammenhold en loyal linje over for venstreregeringen. Han blev derfor af mange både partifæller og politiske modstandere opfattet som svag. I 1920-21 var Bull igen finansminister.