Eduardo de Filippo, 1900-1984, italiensk dramatiker med rod både i napolitansk folketradition og i Pirandellos relativistiske drama. Livsduelige og småuhæderlige skikkelser fra Napolis småborgerskab befolker Eduardos nyskabende dramatik, komedier, som ofte handler om familiens opløsning: Napoli milionaria! (1945, da. 1994), Questi fantasmi (1946, Disse spøgelser), Filumena Marturano (1948), Le voci di dentro (1948, Indre stemmer) og Sabato, domenica, lunedi (1948, Lørdag, søndag, mandag). Flere er opført i København. Eduardo skrev, instruerede og spillede selv i sine komedier, ofte sammen med de to søskende Titina og Peppino.