Eduardo Caballero Calderón, 1910-1993, colombiansk forfatter. Han har i adskillige romaner behandlet Latinamerikas kulturelle isolering og voldsdominerede historie, således i El Cristo de espaldas (1953, Kristus med ryggen til), hvor en landsbys borgmester og dommer afskærer landsbyen fra omverdenen for derved at kunne holde al opposition nede. I El nuevo príncipe (1969, Den nye fyrste) holder Caballero Calderón Machiavellis fyrste op mod nutidens dominerende massekultur, som også styrer individets udfoldelsesmuligheder. Han ser ingen løsning i udviklingen af teknik og videnskab.