Edmund Landau, 14.2.1877-19.2.1938, tysk matematiker, fra 1909 professor i Göttingen. Efter den nazistiske magtovertagelse blev han afskediget, og han tilbragte sine sidste år som privatforsker. Landau var en særdeles produktiv matematiker, der med over 250 publikationer leverede omfattende bidrag til talteorien, specielt den analytiske talteori. Med Harald Bohr skrev han enkelte arbejder om Dirichletrækker og Riemanns zetafunktion. Fremhæves bør hans berømte lærebøger, hvor han som den første bl.a. giver en systematisk opbygning af den analytiske talteori med fuldstændige og omhyggelige bevisførelser.