Edith Cresson

Faktaboks

Edith Cresson
født:
27. januar 1934

Edith Cresson er en fransk politiker på venstrefløjen. Hun var den første kvindelige premierminister i Frankrig.

Edith Cresson tilhører det franske socialistiske parti, Parti socialiste, og var minister under præsident François Mitterrand i perioderne 1981-86 og 1988-90. Hun blev kendt som en viljestærk politiker, der lagde stor vægt på den franske industris vilkår og muligheder på det internationale marked.

I 1991 blev hun som den første kvinde i Frankrig udnævnt til premierminister, men blev kun på posten ét år. På grund af tilbagegang for det socialistiske parti og på grund af stigende arbejdsløshed skiftede François Mitterrand hende ud med socialdemokraten Pierre Bérégovoy (1925-93).

Edith Cresson blev i 1995 EU-kommissær for forskning, uddannelse og ungdom. Hun blev i 1999 anklaget for nepotisme af den ekspertgruppe, som tvang hele EU-Kommissionen under ledelse af Jacques Santer til at træde tilbage før tid.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig