Edinburghafgørelsen

Edinburghafgørelsen, dansk særordning, som i december 1992 blev knyttet til Maastrichttraktaten, efter at traktaten den 2.6.1992 var blevet forkastet ved en dansk folkeafstemning.

Afgørelsen indebærer, at Danmark ikke deltager i Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase, som bl.a. omfatter en fælles mønt, at Danmark ikke deltager i den fælles forsvarspolitik og ikke er medlem af Den Vesteuropæiske Union, WEU, at unionsborgerskabet ikke erstatter dansk statsborgerskab, samt at Danmark kun deltager i det retlige samarbejde på mellemstatsligt plan. Dertil tager Danmark i en ensidig erklæring forbehold for unionsmålsætningen på de fire nævnte områder. Edinburghafgørelsen blev vedtaget ved en folkeafstemning 18.5.1993.

To af de fire danske forbehold i Edinburghafgørelsen blev traktatfæstet med protokol nr. 5 om Danmarks stilling til Amsterdamtraktaten. Forbeholdet vedr. forsvarssamarbejdet findes i protokollens artikel 6. Det retlige forbehold fremgår af protokollens artikel 2-4, der fastslår, at Danmark ikke deltager i EF-traktatens overstatslige samarbejde om asyl, indvandring og civilret mv. Hverken protokollen eller Edinburghafgørelsen er imidlertid til hinder for, at Danmark kan deltage i et mellemstatsligt samarbejde på disse områder. Derudover blev det danske forbehold til unionsborgerskabet gjort til en del af EF-traktaten, idet det nu fastslås, som det danske forbehold havde gjort det, at et unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette. Danmarks fjerde forbehold til den fælles valuta fremgår fortsat af Edinburghafgørelsen.

Se også Amsterdamtraktaten, Maastrichttraktaten og Lissabontraktaten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig