Ediacara-faunaen

Ediacara-faunaen. Rekonstruktion af Ediacara-dyresamfundet. De store bladlignende dyr er muligvis beslægtet med nutidens søfjer (oktoraller). Den største art, Charniodiscus arboreus, blev ca. 20 cm høj. I vandet svæver forskellige gopler. Tv. på havbunden og svømmende ses Dickinsonia. Dette flade og fint ribbede dyr er blevet tolket både som en fladorm og som en ledorm. Det cirkulære dyr med tre bøjede arme, Tribrachidium, er vanskelig at henføre til en nulevende gruppe, selvom nogle forskere anser det for at være en primitiv pighud. Det lille ormeagtige dyr over Tribrachidium hedder Spriggina og er muligvis forløber for trilobitterne. I centrum ses et lille skjoldformet dyr med et ankerformet mønster, Parvancorina. Det skal muligvis henføres til leddyrene.

.

Ediacara-faunaen, ældste sikre forekomst af flercellede dyr, opkaldt efter det oprindelige og hidtil bedste findested: Ediacara Hills i Flinders Ranges, South Australia. Alderen er Sen Prækambrium, ca. 580-560 mio. år. Lignende faunaer af samme eller lidt yngre alder er senere fundet mange steder i verden.

Nogle af Ediacara-organismerne var fastsiddende, andre mobile. De manglede hårdt skeletvæv, og fossilerne består udelukkende af aftryk, der varierer i størrelse fra få centimeter til over en meter. I alt er flere end 30 slægter beskrevet. Over 70 % af de flere tusinde aftryk anses for at være af polypdyr. De fleste er cirkulære og kan være aftryk af storgopler. Desuden findes bladformede organismer. Andre aftryk tolkes som fladorme, ledorme og leddyr. Enestående fossiler med tretallig symmetri synes ikke at kunne indplaceres i nulevende grupper.

Ediacara-faunaen har længe været betragtet som en primitiv forløber for den rige dyreverden, der dukkede op ved begyndelsen af Kambrium (ca. 540 mio. år), og som bl.a. er fundet i Burgess-skiferen. Den seneste forskning tyder dog på, at den repræsenterer en unik, uddød fauna uden efterkommere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig