Edgar Wallace, 1875-1932, britisk forfatter og journalist. Han debuterede i 1905 med romanen The Four Just Men (da. Det hemmelige Broderskab, 1932) om en international liga, der hævner retfærdigt ved hjælp af selvtægt. Bogen blev straks en bestseller og dannede skabelon for de mange spændingsromaner, som Wallace siden blev millionær på. Ved hans død opgjordes hans forfatterskab til 172 romaner og 17 skuespil.