Faktaboks

Ed McBain

Evan Hunter, Salvatore A. Lombino

Født
15. oktober 1926
Død
6. juli 2005

Ed McBain var en amerikansk forfatter, der med romanerne om Station 87 var med til at konstituere politiromanen som genre.

Den første roman udkom i 1956 med titlen Cop Hater (dansk titel Betjent myrdet, 1957, filmatiseret i 1958) og havde den sympatiske opdager Steve Carella som hovedperson. De flere end 50 efterfølgende i serien er en slags kollektivromaner, hvor hele politistaben, der repræsenterer et bredt udsnit af den amerikanske befolkning, er involveret.

De populære bøger med et væld af sidehandlinger fik stor betydning for forfattere som fx Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Flere tv-serier, deriblandt Hill Street Blues (1981-1987, Distrikt Hill Street), står i gæld til McBains forfatterskab. McBain har også skrevet filmmanuskripter, bl.a. til Hitchcocks The Birds (1963, Fuglene).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig