Ecuador - sociale forhold

Ecuador - sociale forhold, Ecuador er et race- og klassedelt samfund, hvor indianere og sorte udgør størstedelen af de 70% af befolkningen, som lever under fattigdomsgrænsen – en stigning på 5% fra midten af 1990'erne. De sociale og økonomiske forskelle voksede efter præsident Sixto Durán Ballén i 1992 iværksatte en hårdhændet privatiserings- og finanspolitik, der betød kraftige nedskæringer. Dette udløste voldsomme arbejdskampe, social uro og protester, ikke mindst fra den indianske del af befolkningen. Den politiske og økonomiske ustabilitet siden 1990'erne har medvirket til at forringe levevilkårene, selvom Ecuador som olieeksporterende land har nydt godt af de stigende energipriser på verdensmarkedet. Det afspejler sig i den meget skæve indkomstfordeling, hvor de fattigste 10% kun modtager 0,9% af den samlede indkomst, og de fattigste 20% tegner sig for 3,3% af indkomsten, mens de 20% rigeste modtager 58% og de 10% rigeste 42%.

Sociale sikringsordninger er stort set begrænset til lønarbejdere i byerne og ansatte ved olie- og bananselskaberne. De forskellige sikringsordninger og det offentlige sundhedsvæsen overlapper ofte hinanden og er generelt korrupte og ineffektive. Præsident Sixto Durán Balléns privatiserings- og finanspolitik affødte stor utilfredshed, og perioden efter 1992 har været præget af arbejdskampe og af aktioner fra den indianske del af befolkningen. Næsten halvdelen af befolkningen har ikke adgang til rent vand, og boligforholdene er især i landdistrikterne primitive. Siden 1980'erne har Ecuador været en vigtig transitstation i den internationale kokainhandel, hvilket har forstærket den i forvejen omfattende korruption. Den øvrige kriminalitet er især høj i de store byer, men generelt mindre voldspræget end i nabolandene Colombia og Peru.

Læs mere om Ecuador.