Ebbe Ulfeldt, 23.12.1616-30.1.1682, dansk-svensk officer og politiker. Ulfeldt blev i 1642 gift med Hedevig (1626-78), datter af Christian 4. og Kirsten Munk, og under Torstenssonfejden med Sverige var han 1643-44 øverstbefalende generalmajor i Skåne. Efter at være blevet afsat som lensmand på Bornholm som følge af bondeplageri og manglende afregning af skatter gik han 1652 i svensk tjeneste. Under Karl Gustav-krigene 1657-60 brød han endeligt med Danmark, og 1661 blev han svensk generalløjtnant. 1664 blev han optaget i den svenske adel og udnævnt til rigsråd. Efter deltagelse i Den Skånske Krig blev han i 1679 lagmand i Östergötland.