Barehipani-vandfaldet, 2013
Barehipani-vandfaldet i Odisha er et af Indiens største vandfald. Det ligger i Simlipal National Park i den allernordligste del af bjergkæden Eastern Ghats.
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 4.0

Eastern Ghats er en usammenhængende bjergkæde langs Indiens østkyst. Bjergkæden strækker sig fra Sirumalai-bjerget i delstaten Tamil Nadu mod syd gennem det østligste Karnataka, Andhra Pradesh, Telangana og op til Similipal-massivet i Odisha mod nord. Den højeste bjergtop i kæden er ca. 1680 meter høj og ligger i Andhra Pradesh. Eastern Ghats gennembrydes af en lang række floder, der munder ud i havet mod øst, bl.a. Kaveri, Krishna , Mahanadi og Godavari.

Faktaboks

Etymologi

Ghat kommer af sanskrit ghatta, der betyder trapper, trin eller afsats . Ordet bruges typisk om skrånende trin ned til en flod eller en dam. I forhold til bjergkæderne Eastern Ghats og Western Ghats er det deres skråninger ned mod henholdsvis Den Bengalske Bugt og Det Arabiske Hav, der har givet anledning til navnet.

Bjergene udgør grænsen mellem Deccan-plateauet og den brede kystslette mod øst bag Den Bengalske Havbugt, som de skråner blødt ned imod. I forhold til bjergkæden Western Ghats bag Indiens vestkyst ligger Eastern Ghats-bjergene meget længere inde i landet og modtager langt mindre regn; typisk regner det i oktober-december, når nordøstmonsunen blæser over Den Bengalske Havbugt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig