EU og lobbyismen

Multilevel-organisationerne udspringer ofte af nogle særligt stærke nationale organisationer som fx de tyske metalarbejderes faglige organisation, DG Metal, som har en europæisk pendant i form af EMF, som er de europæiske metalarbejderes organisation. Endelig findes der også en lang række af det, man kan kalde niche-lobbyorganisationer. Her er næsten alle områder repræsenteret. Man kan stort set ikke nævne en niche, der ikke har en repræsentation i Bruxelles. Det kan være bilindustrien, bankerne, kemivirksomhederne, maskinproducenterne, lærerne, juristerne osv.

Hver især har de forskellige lobbygrupper deres egen organisation. Nogle gange er de måske ikke bemandet med mere end en halv mand, men de er dog stadig til stede. Niche-organisationerne på arbejdsgiversiden fungerer ofte i en eller anden sammenhæng med Business Europe. Der er ikke nogen klar drejebog, hvornår det er en niche-organisation eller en euroorganisation, som tager en sag op, men der finder naturligvis en eller anden form for koordination sted. Mange af de små niche-organisationer på arbejdsgiversiden bor i det samme hus som Business Europe.

Landbruget var blandt de første lobbyaktører, som kom frem næsten fra dag ét. De var lynhurtige til at se, hvor det bar hen med EU og dannede en organisation i form af COPA allerede i 1957-58. Kommissionen var dengang den vigtigste institution i forhold til at få indflydelse på beslutningsprocessen. Ministerrådet var der til gengæld ikke rigtigt nogen, som kerede sig om. Europa-Parlamentet var dengang ganske uinteressant, fordi man i parlamentet alene havde høringsret.

Fra Den Europæiske Fælles Akt og frem har Parlamentet fået mere og mere indflydelse og er dermed blevet stadigt mere interessant for lobbyorganisationerne. Det gælder især efter Lissabontraktaten, hvor Parlamentet er blevet medbestemmende på 75 procent af det politiske samarbejde i EU. Men det traditionelle fokus har været Kommissionen. Her har de forskellige lobbyister henvendt sig, og her har de forsøgt at dyrke forskellige former for kontakter.

Lobbyismen i EU minder stadig mere om lobbyismen i Washington D.C. i USA. Især en gruppe af organisationer har de imidlertid flere af i USA, nemlig de såkaldte ideelle organisationer som Røde Kors eller Læger Uden Grænser. Den slags organisationer er stærkere repræsenteret i Washington end i Bruxelles. Det afspejler tydeligt, at EU's kerneområde er det økonomiske samarbejde. Lobbyisterne er jo kun til stede, hvis de får noget ud af det, og derfor er de ideelle organisationer mere sparsomt tilstede i EU-regi, mens de økonomitunge områder er tungt repræsenteret her.

Statskundskaben har nogle klassiske tilgange til studiet af lobbyisme. Man taler her om pluralisme og korporatisme som de store teoretiske blokke, der har noget at sige om relationen mellem beslutningstager og lobbyist. Forskellen mellem pluralisme og korporatisme ligger i graden af formalisering af relationen mellem beslutningstager og interessent. Ofte forbindes lobbyisme med pluralismebegrebet, hvor relationerne er uformelle og den lobbyistiske påvirkning søges via besøg, breve og mediekampagner.

De fleste ville i dag også sige, at også korporatismen er en form for lobbyisme. Det er blot en anden form for lobbyisme, hvor de relevante parter bliver hørt i en mere formaliseret sammenhæng. I korporatismen har aktørerne en prædefineret rolle i kraft af deres relation til beslutningstagerne på det relevante område. I den korporative model vil lobbyisten allerede være til stede i lokalet, når der skal tages beslutninger, fordi lobbyisten repræsenterer en interessesammenslutning med særligt stor betydning for det pågældende politikområde.

I Danmark er fx arbejdsmarkedets parter korporatistiske lobbyister. Fagbevægelsens Hovedorganisation (tidligere LO) og DA har en ganske særlig rolle i relation til at gennemføre arbejdsmarkedspolitiske tiltag og inviteres altid med ved bordet. Det sker i en grad, hvor man kan tale om en institutionaliseret eller formel relation til beslutningstagerne. Et andet eksempel kunne være Danmarks Naturfredningsforening i forhold til miljøpolitikken. Her har Danmarks Naturfredningsforening en ganske særlig prædefineret klageret i forhold til nye udspil på miljøområdet.

I den pluralistiske model forholder det sig omvendt. Her står lobbyisten uden for og banker på for at komme ind til bordet, hvor beslutningerne træffes. I den pluralistiske virkelighed er det lobbyistens egen opgave at komme tæt på beslutningstagerne ved at arrangere møder. På nationalt plan kender man den pluralistiske lobbyismetradition fra lande som Irland, Italien og Belgien. Den korporative lobbyismemodel finder man til gengæld lande som Danmark, Finland, Sverige, Tyskland, Østrig og Holland.

I en EU-sammenhæng opererer man endelig også med en tredje form for relation mellem beslutningstager og lobbyist. Denne relation kalder man etatisme. I denne model betragter den offentlige instans ikke lobbyismen som særligt givende for den politiske beslutningsproces. Man ved i stedet bedst selv. I både den pluralistiske og korporative model mener man til gengæld, at det er udmærket med input fra interessenter fra det pågældende område. Herfra kan der komme ideer og viden, som kan være gavnlig for beslutningsprocessen.

Denne holdning har man imidlertid ikke i den etatistiske model, som har sin oprindelse i især Frankrig. Da EU har så stor tilknytning til Frankrig, rummer Kommissionen også nogle etatistiske elementer. Man er noget tøvende overfor at lade sig påvirke udefra (undtagen på landbrugsområdet).

Kommissionen er imidlertid blevet mere åben med tiden, men man har stadig denne tøven over for påvirkninger udefra. Selv om Kommissionen i stigende omfang er blevet afhængig af ekspertviden fra private aktører, er den franske kultur en grundlæggende bestanddel af Kommissionens indstilling til lobbyisme.

Integrationsteorien kan bidrage til studiet af lobbyismen. Især inden for neofunktionalismen spiller lobbyismen en stor rolle. Haas forudsiger allerede med sin bog 'Uniting Europe' fra 1957, hvordan EU på sigt ville opleve en opblomstring af lobbyisme på det europæiske niveau. Når Haas analyserede på traktatgrundlaget for, hvad EU (EF dengang) skulle beskæftige sig med, kunne han ikke se anden mulighed, end at lobbyismen ville komme til at florere vidt og bredt i EU-systemet.

Udviklingen kom dog ikke så hurtigt, som Haas havde forventet, men den kom under alle omstændigheder. Omvendt har man også intergovernmentalisterne, som forventede, at interesseorganisationerne først og fremmest vil være forankrede på det nationale niveau. Ud fra denne teori måtte man forvente, at eurointeresseorganisationerne blot ville have en koordinerende rolle. Med hensyn til intergovernmentalismens teoretiske forventning, kan man konstatere, at udviklingen har gjort den til skamme. Euroorganisationerne er blevet meget aktive spillere på lobbyismeområdet.

De fleste interesseorganisationer bevæger sig som beskrevet i multilevel governance-teorien. Dvs., at interesseorganisationerne har en national dagsorden samtidig med en europæisk dagsorden. Nogle gange spiller disse dagsordner mere tæt sammen end andre, men for det meste vil der i hvert fald være tale om et samspil. Det har ikke at været så svært at finde fælles fodslag mellem det nationale niveau og EU-niveauet, som intergovernmentalismen havde forudsagt.

Med hensyn til de praktiske lobbystrategier for de nationale interesseorganisationer i EU, foregår de via dannelsen af euroorganisationer. Dvs., at de nationale interesseorganisationer går sammen på tværs af landegrænserne. FH (LO) går sammen med andre lønmodtagerorganisationer i EFS/ETUC, og DA og DI går sammen med andre arbejdsgiverorganisationer i Business Europe osv. På den måde får man både en påvirkning på det nationale niveau samt på det europæiske. I euroorganisationerne koordinerer man så indsatsen og står for den direkte påvirkning af EU-institutionerne. Hvis man opdager nogle nationale regeringer med afvigende synspunkter, beder man de nationale organisationer om at tage fat på dette i nationalt regi og bearbejde den pågældende regering i retning af det fælles standpunkt.

Kommissionen opererer gerne med den før omtalte lukkethed omkring selve formuleringsfasen. På trods af denne lukkethed er det netop i denne fase, at lobbyisterne gerne vil ind i processen. Kan man komme ind her, er indflydelsen potentielt størst. Nok kan direktiverne ændre sig efter det oprindelige forslag, men det er alligevel det første udkast, som former hele præmissen for diskussion af emnet.

Man kan sammenligne Kommissionens første direktiv med plantegningen for et hus. Der er taget stilling til, om der skal være kælder eller ej, hvor stort huset skal være eller hvilken form for opvarmning, der skal installeres. Så kan man altid diskutere, hvor mange vinduer der skal være, eller hvilken slags fliser, der skal på væggene i badeværelset. Det grundlæggende projekt er imidlertid defineret med plantegningen. På samme måde med det første direktiv. Her bliver det grundlæggende politiske projekt defineret og efterfølgende kan der så være tale om justeringer.