EU - 7.7. Industripolitik

EU - 7.7. Industripolitik, Interessen for industripolitik i EF havde oprindelig sin baggrund i den såkaldte "amerikanske udfordring", som også var titlen på en bog af Jean-Jacques Servan-Schreiber, Le Défi américain (1967, da. Den amerikanske udfordring, 1968). Synspunktet var, at amerikanske virksomheder i kraft af deres størrelse og forsknings- og udviklingsaktiviteter havde et konkurrencemæssigt fortrin frem for europæiske.

I midten af 1970'erne kom industripolitikken i centrum pga. mindsket økonomisk vækst samt skærpet konkurrence fra Japan og fra de nyindustrialiserede lande i den tredje verden, bl.a. inden for stål- og skibsbygningssektoren.

Romtraktaten indeholder ikke bestemmelser, som giver grundlag for indgreb i markedsmekanismerne, men har betydning for de vilkår, som virksomheder i EF opererer under pga. traktatens bestemmelser om statsstøtte og det indre marked.

I Fælles Akten fra 1986 er der desuden indføjet et afsnit om forskning og teknologisk udvikling, hvorefter EF skal "styrke det videnskabelige og teknologiske grundlag for den europæiske industri" og "fremme udviklingen af dens internationale konkurrenceevne". Der åbnedes ikke adgang til egentlig regulering af markedsforholdene, idet EF i hovedsagen skulle forfølge disse mål ved at opmuntre til forskning og udvikling samt ved at styrke det indre marked.

Omvendt indeholder EKSF-Traktaten bestemmelser, som åbner for ret vidtgående indgreb i markedsmekanismen, og inden for de to krisesektorer i EU, jern- og stålsektoren og skibsbygning, er der gennemført en samordnet industripolitik.

Jern- og stålindustri

Den lavere økonomiske vækst efter 1974 medførte et lavere investeringsniveau og dermed et lavere stålforbrug. Medvirkende til stålindustriens krise har desuden været, at den økonomiske vækst siden 1974 i stigende grad har fundet sted inden for sektorer, hvor stålforbruget er ringe, fx elektronik og tjenesteydelser.

Det var baggrunden for, at EF i 1980 indførte kvoter for stålproduktionen på den enkelte virksomhed på grundlag af bestemmelser i EKSF-traktaten.

EFs stålpolitik har givet anledning til kritik. Kvoteringen låser virksomhederne fast i en bestemt produktionsstruktur og giver dem meget begrænsede muligheder for at udnytte opnåede effektiviseringer. Kvotedelingen i EF har altovervejende været politisk bestemt, idet der kun i ringe omfang har været taget hensyn til den enkelte virksomheds effektivitet. Det har også været fremført, at de kapacitetsnedskæringer, der har fundet sted i EFs stålindustri, ikke så meget skyldes pres fra Kommissionen, men snarere har været et resultat af de nationale regeringers indsats.

Skibsbygningsindustrien

har traditionelt altid modtaget betydelig statsstøtte. Siden 1990 er der sket en gradvis nedtrapning af de EU-tilladte støtteprocenter; dog gav EU-Rådet i juni 1992 den tyske regering tilladelse til ekstraordinært at støtte de tidligere østtyske skibsværfter med tre mia. ECU i en længere overgangsperiode. Den sidste støtte på 9% til skibsbygningsindustrien i alle medlemslande blev dog endeligt udfaset i 2000.

Højteknologiske sektorer

Kommissionen har siden 1979 fremhævet behovet for en politik til fremme af ny teknologi, særlig databehandling, telekommunikation og bioteknologi. I konklusionerne fra møder i Ministerrådet har styrkelse af konkurrenceevnen for den europæiske industri og etablering af et europæisk teknologisamarbjede været et regelmæssigt tilbagevendende tema, og EU anvender flere og flere midler til støtte af forskningen og udviklingen til gavn for de højteknologiske sektorer, se Esprit-programmet og RACE-programmet.

Læs videre i artiklen om ligestilling eller om EU generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig