Det oprindelige samarbejde i EF omfattede faglige uddannelser, mens uddannelsespolitik i øvrigt først kom med i løbet af 1970'erne. Indtil midten af 1980'erne foregik samarbejdet dog på et meget lavt integrationsniveau. Det ændredes gradvist med udformningen af selvstændige specialprogrammer: COMETT i 1986 om samarbejde mellem universiteter og virksomheder vedrørende uddannelse på teknologiområdet, ERASMUS i 1987 om støtte til samarbejdsprogrammer mellem videregående uddannelsesinstitutioner og fremme af de studerendes mobilitet samt LINGUA i 1989 om fremme af kendskabet til fremmedsprog. Samarbejdets ændrede karakter viste sig desuden i undervisningsministrenes resolutioner fra slutningen af 1980'erne om bl.a. den europæiske dimension i undervisningen: De unges bevidsthed om grundlæggende europæiske principper som demokrati, social retfærdighed og menneskerettigheder skulle styrkes.

I Maastrichttraktaten fra 1993 fik uddannelsespolitik et selvstændigt afsnit. Det blev fastslået, at Fællesskabet skal bidrage til et højt uddannelsesniveau ved at fremme samarbejdet mellem medlemslandene og om nødvendigt støtte og supplere deres indsats med fuld respekt for medlemslandenes ansvar for undervisningens indhold og opbygningen af uddannelsessystemerne. Den europæiske dimension i undervisningen skal udvikles navnlig gennem undervisning i og udbredelse af medlemslandenes sprog. Samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og de studerendes og lærernes mobilitet skal fremmes ved øget anerkendelse af akademiske eksamensbeviser og studieperioder. Disse bestemmelser blev ikke ændret nævneværdigt med Amsterdam- og Nicetraktaten.

For at realisere målene blev der i 1994-1995 vedtaget tre store femårige programmer inden for uddannelse og erhvervsuddannelse, nemlig:

1) Sokrates, som fremmer de studerendes mobilitet og med henblik herpå samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner på universitetsniveau (Erasmusprogrammet) og skoler (Comenius-programmet) samt sprogindlæring (Lingua-programmet). Sokrates fremmer endvidere udviklingen af netværk med henblik på anerkendelse af eksamensbeviser (Naric-netværket), information på uddannelsesområdet (Eurydice) og erfaringsudveksling mellem beslutningstagere inden for uddannelsesområdet (Arion-programmet).

2) Leonardo da Vinci, som letter adgangen til erhvervsuddannelse ved at forbedre de nationale erhvervsuddannelsessystemer og tilskynder til nyskabelse og livslang læring.

3) Ungdom for Europa III-programmet fremmer mobiliteten for unge ubemidlede uden for undervisningsstruktureren for at give dem adgang til lokale tiltag, der kan tjene som supplement til deres udvikling som gode samfundsborgere.

Endelig har man i 1997 oprettet en europæisk volontørtjeneste med det formål at give unge europæere mulighed for at deltage i projekter af forskellig varighed i foreninger eller hos lokale myndigheder i EU eller i udviklingslandene.

Hvad angår samarbejdet mellem EU og de tidligere østbloklande, har Tempus-programmet siden 1990 arbejdet for udvekslinger inden for de videregående uddannelser mellem EU og de central- og østeuropæiske lande samt det tidligere Sovjetunionen og Mongoliet. Denne del af programmet finansieres ved hjælp af PHARE og TACIS, som er EU's programmer til fremme af disse landes økonomiske og sociale genopbygning.

Ud over EU's aktioner har Kommissionen oprettet to organer, der skal underbygge EU's aktiviteter på erhvervsuddannelsesområdet. Det drejer sig dels om Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (CEDEFOP), som er oprettet i 1975 med sæde i Thessaloniki, og som udvikler akademiske og tekniske aktiviteter til støtte for den faglige uddannelse i EU, dels Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut, der er oprettet i 1995 med sæde i Torino, og som støtter og koordinerer reformen af erhvervsuddannelsessystemerne inden for rammerne af PHARE-, TACIS-, og Meda-programmerne.

Uden at træde medlemslandenes beføjelser på undervisningsområdet for nær, søger EU at give alle mulighed for at få en erhvervsuddannelse eller at udbygge uddannelserne livet igennem. Den stadige tilpasning af den aktive befolkning til de teknologiske ændringer er et af de vigtigste midler til at bekæmpe arbejdsløsheden og til at opbygge et vidensbaseret EU. Det sker bl.a. i forbindelse med årlige rapporter om uddannelsespolitikken under den åbne koordination.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig