EU-Forfatningstraktat

EU-Forfatningstraktat, traktat for den europæiske unions opgaver og rolle- og kompetencefordelingen mellem EU's og medlemslandenes parlamenter. Beslutning om udarbejdelse af en traktat blev vedtaget ved Nicetraktaten i forbindelse med beslutningen om EU's udvidelse, og et udkast udarbejdet af et konvent blev underskrevet af medlemslandenes stats- og regeringschefer 29.10.2004.

Faktaboks

også kendt som:

Traktat om en Forfatning for Europa

Ikrafttrædelse af traktaten afventer vedtagelse i medlemslandenes parlamenter og i flere lande, herunder Danmark, tillige folkeafstemning. De to første folkeafstemninger fandt sted i maj 2005 i Frankrig og Holland. I begge lande var der et markant flertal for et nej til traktaten. Det blev tolket som en modvilje i store dele af befolkningerne mod optagelse af Tyrkiet i EU, selvom dette ikke var et direkte element i traktaten. Den affødte krise i EU-samarbejdet betød, at videre overvejelser om traktaten, herunder folkeafstemning i Danmark, blev stillet i bero under en "tænkepause", hvor information og debat om EU intensiveres.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig