Som nævnt er der to former for arbejdsmarkedspolitik i EU. Der er hard law, som er blevet behandlet i det ovenstående, og der er soft law, som vil blive behandlet i det følgende. Soft law anvender instrumenter som bench marking, best pratice, statistiske sammenligninger osv. Soft law betegnes også ofte som 'den åbne koordinationsmåde' og forkortes OMC (efter den engelske betegnelse ’Open Method of Coordination’). Den er især anvendt inden for beskæftigelsespolitikken, hvor den optrådte først, for socialpolitikken (pensionsrettigheder og fattigdomsbekæmpelse m.v.), for uddannelsespolitikken (fra lærlinge- til universitetspolitik) og for økonomisk-politisk koordination (finanspolitisk koordination som ligger uden for ØMU'ens område såsom nedbringelse af underskud på de offentlige finanser osv.).
EU's åbne koordinationsmetode på beskæftigelsesområdet kan kort ridses således op: EU vil gerne ændre målsætningen for beskæftigelsesgraden. Dvs., man vil have en højere andel af befolkningerne i de enkelte lande i beskæftigelse. De enkelte aldersgrupper skal i højere grad ud på arbejdsmarkedet, og her fokuserer man især på de yngre og de ældre. Dertil har man nogle målsætninger for, hvor mange unge, der skal være under uddannelse, og for tilbagetrækningsalderen, som man gerne ser højere på tværs af EU.
Derudover vil man også holde øje med udgifterne til de beskæftigelsesrelevante dele af socialpolitikkerne ude i medlemsstaterne. Det er målsætninger, man søger virkeliggjort via benchmarking på baggrund af indsamling af økonomisk/politiske indikatorer fra medlemsstaterne. Disse målsætninger er jo alle sammen nogle, man hører ofte i den daglige politiske debat nu om stunder. Før den europæiske beskæftigelsespolitik for bare ti til femten år siden, var det ikke synspunkter, man hørte i debatten. I Danmark indførte man efterlønnen, som faktisk peger i retning af det stik modsatte af disse målsætninger. Det er svært at forstille sig, at efterlønnen kunne være blevet gennemført i en tid med en europæisk beskæftigelsespolitik. Det er simpelthen to logikker, som støder sammen. Den ene (EU) siger, at man skal have folk til at blive længere på arbejdsmarkedet, mens den anden (efterlønnen) siger, at folk skal have lov at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når de bliver 60 år. Der er simpelthen en disharmoni mellem de to synspunkter.
I Frankrig gennemførte man på samme tid som efterlønnens implementering noget lignende. Præsident François Mitterrand regnede simpelthen ud, hvor mange arbejdsløse man havde, og skar så timerne i arbejdsugen tilsvarende ned fra 38 til 35 timer, således at der skulle blive plads til alle de arbejdsløse på arbejdsmarkedet. Det var samme logik, som lå bag efterlønnen i Danmark, hvor kalkulen gik på, at med x antal arbejdsløse skulle x antal lønmodtagere udtræde fra arbejdsmarkedet på offentlig forsørgelse, og så kunne arbejdsløsheden reduceres til næsten ingen ting.
Der er således tale om en logik med total mangel på markedstænkning, hvor man betragter beskæftigelsen som et offentligt departement med bestemte antal årsværk. Man ser arbejdsmarkedet som et stift system i stedet for at betragte det som en dynamisk størrelse. Hvad skete der så i Frankrig og Danmark? Jo, i Frankrig steg arbejdsløsheden, fordi folk nu pludseligt skulle have det samme i løn for 35 timer som for 38. Det betød for virksomhederne, at de fik øgede omkostninger, som betød mindre konkurrenceevne, der igen betød mindre eksport og mere import. I Danmark skete der akkurat det samme. Efterlønnen indebar sidenhen en omkostning på 16-17 milliarder kroner for statskassen, hvorfor der kom et hul, som skulle dækkes med nye skatter. Det betød, at folk krævede mere i løn, som betød højere produktionsomkostninger for virksomhederne og dårligere konkurrenceevne, hvilket førte til mere import og mindre eksport. Og arbejdsløsheden steg i Danmark efter efterlønnens gennemførelse.
Den åbne koordinationsmetode er inden for beskæftigelsespolitikken organiseret sådan, at man har en række embedsmandgrupper, som mødes jævnligt. Desuden har man en række ad hoc-grupper under dem. Dernæst kommer udvalgene, der på beskæftigelsesområdet hedder EMCO (Employment Committee), som kommer med indstillinger til Ministerrådet på forskellige områder inden for beskæftigelsespolitikken. Endelig har man såkaldte 'peer reviews', hvor udvalgte landes forhold bliver gennemgået af de resterende lande og typisk tre lande af gangen. Her ser man på, hvor langt det pågældende land er kommet med at øge sin beskæftigelsesindsats og stiller spørgsmål til, hvorfor man eventuelt ikke er kommet længere på nogle områder osv. Man har altså et meget tæt forgrenet net af embedsmænd, som mødes i tide og utide på alle mulige leder og kanter. Den åbne koordinationsmetode på andre politikområder efterligner denne struktur, men i en lidt mindre detaljeret grad. Den europæiske beskæftigelsesstrategi er den stærkest udformede udgave af den åbne koordinationsmetode.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.