ECCO, indtil 1999 Eccolet Sko, er en dansk skokoncern, der blev stiftet i 1963 i Bredebro af Karl Toosbuy (1928-2004). Fra det sønderjyske hovedkvarter styres produktion, eksport, egne butikskæder, licensaftaler og joint ventures i mere end 50 lande. Hovedparten af produktionen foregår i udlandet; skafter fremstilles fx i Indonesien og Thailand og monteres til færdige ECCO-sko i Portugal.

Virksomheden har bl.a. været pioner med hensyn til anvendelse af robotter i produktionen, og den har løbende formået at udvikle og udvide sit sortiment fra de oprindelige hverdagssko, således at der i dag (2012) også produceres sko til fx golf, løb og friluftsliv.

ECCO's omsætning var i 2011 7,1 milliarder kroner med mere end 20.000 ansatte og 1000 butikker verden over. Toosbuy-familien ejer fortsat koncernen.

ECCO's hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig