Faktaboks

Dyssegårdskirken
Sogn
Dyssegård Sogn
Provsti
Gentofte Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Gentofte Kommune
Dyssegårdskirken
Kirken i funkisstil blev opført i 1957-1961 efter tegning af arkitekten Georg Palludan og er inspireret af traditionelle danske landsbykirker. Kirken er noget utraditionelt orienteret nord-syd, hvor de fleste kirker ellers er orienteret øst-vest. Foto: 2005.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Dyssegårdskirken er en sognekirke, som ligger i Dyssegård i den sydvestlige del af Gentofte Kommune på sognets højeste punkt. Dyssegården, som har givet området sit navn, lå oprindeligt, hvor kirken ligger i dag.

Kirkegård

Kirken har ingen kirkegård i umiddelbar tilknytning og er i stedet omgivet af et mindre grønt areal samt en brolagt plads mod nord.

Kirkebygning

Kirken i funkisstil blev opført i 1957-1961 efter tegning af arkitekten Georg Palludan og er inspireret af traditionelle danske landsbykirker. Kirken er noget utraditionelt orienteret nord-syd, hvor de fleste kirker ellers er orienteret øst-vest. Den består af et langhus med tårn og indgangsparti i nord, og mod syd er der en firesidet korafslutning. I 1991-1996 blev der opført et kapel vest for nordenden, og langs en stor del af kirkens østside blev der tilbygget en sognegård.

Indvendigt er kirken præget af de store, glasmalede vinduer, af det farverige alterparti og af de hvidmalede vægge og karakteristiske tøndehvælvede loft.

Inventar

Kirkens inventar er præget af en gennemgribende fornyelse i 2012, hvor det meste af det oprindelige inventar blev udskiftet forskellige værker af kunstneren Peter Brandes. Fra denne restaurering stammer kirkens glasmalerier i vinduer, den karakteristiske, sortmalede prædikestol med evangelisthoveder, det store alterbillede, ”Påskemorgen”, den karakteristiske indgangsdør og skulpturen ”Den Blindfødte”, som er opstillet ved nordvæggen.

Kirkens øvrige inventar, herunder den ottekantekantede døbefont og de enkle træbænke, er fra opførelsestiden.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig