Dyrerim, De gamle danske Dyrerim, eneste bevarede verdslige danske digtsamling fra middelalderen. Samlingen, der først har fået sin titel i 1800-t., kendes kun i en afskrift fra ca. 1460 ved franciskanermunken i Næstved, Ole Jacobsen. Digteren er anonym, men der er efter alt at dømme tale om et originalt dansk værk. Teksten, der næppe er meget ældre end den noget fejlprægede afskrift, er ikke et færdigt, gennemskrevet værk; men planen er dog gennemskuelig. Prologen er en dialog mellem en ung pige og en ung gejstlig, hvor hun taler kroppens sag, han med større kraft sjælens. I sin skuffelse ønsker pigen at blive en fugl, men den unge mand indvender, at fuglene har det lige så hårdt. Derefter optræder 100 dyr med hvert sit digt i monologform, begyndende med ørnen, der sammenkalder de øvrige fugle. Efter at fuglene er sluppet op, bruger digteren de firbenede dyr. Også indholdet ændres fra dyrenes præsentationer af deres egne egenskaber og deres klager over dårlige vilkår til bl.a. moralske sentenser og spådomme. Digtene har vekslende poetisk kvalitet, mens de sprog- og kulturhistorisk har betydelig kildeværdi. Genren er et mellemstadium mellem de fra tysk litteratur kendte fugleparlamenter og spådomsbøgerne. Udg. af Johs. Brøndum Nielsen 1908-09.