Durga

Durga, hinduismens store gudinde, mahadevi, i sit gruopvækkende aspekt. Durga er guden Shivas hustru og shakti. Hun fremstilles ofte i kamp med en dæmon, der har taget skikkelse af en bøffeltyr. Ridende på en løve stormer hun frem mod dæmonen, idet hun svinger forskellige våben, som hun holder i sine mange hænder; hun er som regel udstyret med ti arme. I sit gruopvækkende aspekt kræver gudinden dyre- og menneskeofringer; i vore dage ofres der dyr ved den store Durgafest, der afholdes om efteråret.

Faktaboks

etymologi:
Ordet Durga kommer af sanskrit Durgā 'den svært tilgængelige', af duṣ-, svarende til dys-, og gā 'gå, komme'.

De talrige templer, der er viet til hende, vidner om en stor popularitet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig