Dundee

Dundee, by i Østskotland på nordsiden af fjorden Firth of Tay; 147.300 indb. (2011). Dundee ligger på terrasser i indtil 200 m højde og er karakteristisk ved sine stejle, smalle gader. Den er administrations- og uddannelsescenter for regionen Tayside med bl.a. universitet (1881). Den er sæde for både en anglikansk og en katolsk biskop og rummer tre kirker under samme tag: Saint Mary, Old Saint Paul og Saint Clement med det 47 m høje Saint Mary-tårn (1500-t., restaureret 1871-73). Rådhuset er fra 1734. Byen har en vigtig fiskerihavn, der tidligere har været base for hvalfangst.

Dundee er en af Skotlands store industribyer og producerer især jute. Desuden fremstilles linned, tæpper og sejldug foruden regnemaskiner, ure og hårde hvidevarer. Flere skibsværfter samt et olieraffinaderi ligger ved Dundee, der også har nærings- og nydelsesmiddelindustri, kendt for bl.a. marmelade, samt flere bryggerier.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig