Duklapasset, (slovakisk Dukelský Priesmyk, polsk Dukiański Przesmyk), pas 80 km NØ for Košice med en pashøjde på 563 m, den letteste overgang i Karpaterne mellem Slovakiet og Polen. Et militærhistorisk frilandsmuseum og en mindelund nord for byen Svidník vidner om Duklapassets rolle som krigsskueplads under begge verdenskrige: vinteren 1914-15 og september-oktober 1944, da et blodigt slag med 100.000 faldne indledte befrielsen af Tjekkoslovakiet.