Dryastid

Dryastid, afsnit med arktisk eller subarktisk klima i slutningen af sidste istid. Denne såkaldte senglacialtid havde tre kolde perioder: Ældste Dryastid før 12.500 f.Kr.; Ældre Dryastid 12.000-11.800 f.Kr. og Yngre Dryastid 11.000-9300 f.Kr. Foruden rypelyng hørte bl.a. dværgulvefod, engelskgræs, leverurt og strandvejbred til denne tundravegetation. Enkelte steder voksede vedplanter som havtorn, enebær og pil. Træer er kun påvist fra Yngre Dryastid, hvor birk kunne findes på gunstige steder i den østlige del af landet.

Faktaboks

etymologi:
Tidsafsnittet er opkaldt efter planten Dryas.

Det sparsomme plantedække bevirkede, at meget ler skyllede ud i søerne og blev aflejret som dryasler. Disse ferskvandsaflejringer, der foruden ler indeholder rester af planter, der tåler arktisk eller subarktisk klima, blev hovedsagelig dannet i Ældre og Yngre Dryastid.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig