Drina er en biflod til Donaus biflod Sava; den er 346 km lang. Floden opstår ved sammenstrømning af Tara og Piva i Montenegro. Herfra løber den gennem Bosnien-Hercegovina, som den afgrænser fra Serbien indtil sit møde med Sava 90 km vest for Beograd.

Drina leverer energi til kraftværker ved de bosniske byer Bajina Bašta og Zvornik, hvortil den også er sejlbar for mindre skibe. I det øvre løb foregår et betydeligt fiskeri.

Flodens navn kendes bl.a. fra den bosnisk-serbiske forfatter Ivo Andrić' roman Broen over Drina (1945, på dansk i 1961), som var et af de tre værker, han fik Nobelprisen i litteratur for i 1961. Broen i titlen refererer til Mehmed Paša Sokolovićs bro, som går over Drina i byen Višegrad i Bosnien-Hercegovina; den blev bygget af osmannerne i 1577.

Drina må ikke forveksles med den albanske flod Drin.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig