Douglas Rayner Hartree, 27.3.1897-12.2.1958, britisk matematiker og fysiker, professor i Manchester og Cambridge. Hartree udviklede Hartree-Fock-approksimationen, som er meget anvendt i atom- og faststoffysik til numerisk løsning af kvantemekanikkens differentialligninger. Under 2. Verdenskrig var hans arbejder om anvendelse af numerisk analyse inden for ballistik, atmosfærisk fysik og hydrodynamik af militær betydning. Efter krigen udviklede han den første mekaniske differentialanalysator i England og spillede en ledende rolle ved indførelsen af elektroniske regnemaskiner.