Faktaboks

Douglas MacArthur
Født
26. januar 1880
Død
5. april 1964

Douglas MacArthur, 26.1.1880-5.4.1964, amerikansk general. Douglas MacArthur havde en lang militærkarriere bag sig, da han i 1930 blev general og stabschef i hæren. Da Filippinerne i 1935 fik selvstyre, accepterede han en stilling som militærrådgiver og feltmarskal på øerne. Han gik to år senere på pension fra den amerikanske hær, men blev genindkaldt i december 1941 efter det japanske angreb på Pearl Harbor og USA's indtræden i 2. Verdenskrig.

Douglas MacArthur fik snart kommandoen over de allierede styrker i det sydvestlige Stillehavsområde og demonstrerede i de følgende krigsår fremragende strategiske evner. Efter de amerikanske atombombesprængninger over Japan i august 1945 modtog han den 9. september om bord på slagskibet Missouri den japanske kapitulation. 1945-51 var han chef for den amerikanske okkupationsmagt, SCAP, i Japan og havde dermed ansvaret for gennemførelsen af omfattende politiske og økonomiske reformer.

Ved Koreakrigens udbrud i 1950 fik MacArthur kommandoen over FN-tropperne. Hans overraskende landsætning af tropper i Inchon blev et vendepunkt, men efter Kinas indtræden i krigen på nordkoreansk side opstod der uenighed mellem generalen og hans foresatte i Washington. MacArthur ønskede bl.a. at bombe kinesiske mål i Manchuriet, hvilket præsident Harry S. Truman modsatte sig pga. faren for en regulær krig med Kina.

I sine bestræbelser på at få sin vilje gik Douglas MacArthur bag ryggen af præsidenten, der den 11.4.1951 så sig nødsaget til at afskedige ham. Trumans popularitet faldt drastisk, og MacArthur fik en heltemodtagelse ved sin hjemkomst; efter en senatshøring indså mange dog, at fyringen var velbegrundet, og at generalens politiske dømmekraft ikke stod mål med hans evner på slagmarken. Efter et mislykket forsøg på at blive opstillet som republikanernes præsidentkandidat trak han sig i 1952 tilbage fra det offentlige liv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig